Rentefrit lån uden sikkerhed og indeståender uden negative renter

november 14, 2020 7:06 pm

Lyder næsten for godt til at være sandt, nu hvor bankerne går med livrem og seler. Men det er ikke desto mindre det som staten lige nu kan tilbyde virksomhederne.

Lov L 75 som lige er blevet vedtaget: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20201/lovforslag/l75/20201_l75_som_vedtaget.pdf

Loven betyder:

  1. At fristen for tilbagebetaling af eksisterende momslån udskydes til 1. november 2021
  2. At der den 17. november åbnes op for at de virksomheder, der ikke optog et momslån nu kan komme på banen og få et rentefrit lån uden sikkerhed.
  3. At loftet på skattekontoen på 100 mia. kr.  bibeholdes frem til 1. november 2021

 

Ad 1-2

Små- og mellemstore virksomheder kunne i foråret anmode om et rentefrit ”momslån” svarende til den moms, der var betalt for henholdsvis 2. halvår 2019 (små virksomheder) og 4. kvartal 2019 (mellemstore virksomheder).

Oprindeligt skulle lånet tilbagebetales 1. april 2021. Efter den nye lov udskydes tilbagebetalingsfristen til 1. november 2021 og der åbnes mulighed for at man nu kan søge, hvis man ikke udnyttede muligheden i foråret.

Ny lånerunde: Anmodning om lån kan ske i perioden 17. november til 18. december 2020. Der vil blive åbnet en portal på virk.dk den 17. november, hvor anmodning skal indsendes. Der skal kun gives få oplysninger, så det skulle være ret enkelt.

 

Ad 3

I foråret blev tilbagebetalingsgrænsen på skattekontoen ekstraordinært hævet til 100 mia. kr. Det var meningen, at grænsen skulle sættes ned til 200.000 kr. igen den 1. april 2021. Ifølge den nye lov bibeholdes den ”ubegrænsede” tilbagebetalingsgrænse til 1. november 2021. Det giver alle virksomheder mulighed for at undgå negative renter på deres indestående ved at gå ind og hæve beløbsgrænsen på skattekontoen og derefter indbetale det ønskede beløb til SKAT.

Derved kan virksomheden indbetale alle de penge, som ville give anledning til negative renter på bankbogen. Den nye frist 1. november gør altså, at virksomhederne ikke behøver at bekymre sig om negative renter det næste års tid.

Man kan til en hver tid få pengene ud igen ved at gå ind og sætte tilbagebetalingsgrænsen ned på skattekontoen. Der er altså ingen binding, når man sætter penge ind hos SKAT.

Udgivet med tilladelse af

Skat & Råd ApS

Mads Grønnegaard

Skattekonsulent cand.jur