IVS omregistrering – lettelser

august 24, 2020 6:13 pm

Iværksætterselskaber får nu både mere tid til omregistrering og mindre krav til kapital.

Tid

Iværksætterselskaber blev besluttet afskaffet i 2019. Selskaberne fik 2 år til at omregistrere sig. Fristen for omregistrering blev sat til 15. april 2021. En frist som er blevet udfordret af COVID-19 krisen, hvor mange har oplevet mindre mulighed for positiv indtjening til at sikre kapitalkravet på mindst 40.000 kr. Derfor forlænges fristen nu til 15. oktober 2021.

Kapital

Der er et krav til kapital på omregistreringstidspunktet på mindst 40.000 kr. Det var formuleret således at der skal være selskabskapital samt reserver der kan overføres til selskabskapital på mindst 40.000 kr. Der skulle samlet set være en positiv egenkapital på mindst 40.000 kr.

Nu lempes der på dette krav, da der er indgået politisk aftale om at IVS ikke behøver at indtjene tilstrækkeligt til at den samlede egenkapital bliver mindst 40.000 kr. I stedet indføres krav om at der skal ske indbetaling af forskellen mellem den nuværende selskabskapital (fx 1.000 kr.) og 40.000 kr.

I praksis betyder det indbetaling af 39.000 kr. i eksemplet. Men hvis selskabet i forvejen havde genereret et akkumuleret underskud, betyder den politiske aftale, at dette ikke også skal indbetales.

Det betyder antageligt at et IVS kan omregistreres med en samlet egenkapital som udgør mindre end 40.000 kr. Måske endda med negativ egenkapital. Det fremgår dog ikke tydeligt af den politiske aftaletekst.

Dokumentation for kapital

Det er endnu uvist hvordan reglerne skal udmøntes i praksis. I dag kan man omregistrere et iværksætterselskab på baggrund af et årsregnskab som er revideret og som er max 5 måneder gammelt og hvor der ikke er forbehold i revisorerklæringen. Regnskabet skal i dag udvise en egenkapital på mindst 40.000 kr. Hvordan dette vil se ud i fremtiden er uvist. Formodentligt vil man kunne omregistrere på baggrund af et regnskab som udviser negativ kapital, men hvor man efterfølgende kan indsende dokumentation for indbetaling af kapital på mindst 40.000 kr.

Det er også muligt i dag at omregistrere et iværksætterselskab til anpartsselskab, hvis en godkendt revisor afgiver en vurderingsberetning om at kapitalen er til stede. Da det i fremtiden vil kunne lade sig gøre at omregistrere et iværksætterselskab med negativ egenkapital, så længe der er foretaget en indbetaling af kapitalen til mindst 40.000 kr., bliver det også uvist hvordan en sådan vurderingsberetning vil skulle udformes.

De som bliver ramt af denne uvished på den korte bane, vil være iværksætterselskaber med skævt regnskabsår, som ønsker at anvende seneste årsregnskab til at omregistrere virksomheden. Man må forvente at der kommer et udkast til lovændring hurtigst muligt.

Hvis man påtænker at omregistrere iværksætterselskab til anpartsselskab på baggrund af en vurderingsberetning, betyder det ikke så meget om omregistreringen sker nu eller senere. Blot fristen 15. oktober 2021 overholdes.

Der er 1.8.2020 ca. 32.000 iværksætterselskaber.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.