Ændring af B-skatten for marts

marts 18, 2020 10:29 am

Skat åbner vindue, hvis du vil undgå at betale B-skat i marts

SKAT åbner nu et vindue for landets 140.000 personligt ejede virksomheder, som skal betale B-skat på fredag den 20. marts.

Se meddelelsen her https://www.sktst.dk/aktuelt/pressemeddelelser/skattestyrelsen-til-enkeltmandsvirksomheder-justeres-forskudsopgoerelsen-i-dag-stoppes-b-skat-fredag/

 

Hvis du ønsker at stoppe eller nedsætte B-skatteraten, så kan du gøre det ved ganske enkelt at gå ind og nedsætte skatten i din forskudsopgørelse inden kl. 16 i dag (onsdag den 18. marts).

Hvis du ændrer forskudsopgørelsen inden kl. 16, sørger SKAT for, at der ikke sker opkrævning via Betalingsservice på fredag.

Det er lige meget, hvor lidt du ændrer skatten. Enhver ændring af forskudsopgørelsen i nedadgående retning vil medføre annullering af opkrævningen af B-skat på fredag.

 

Du skal intet foretage dig i forhold til Betalingsservice, idet de normale opkrævninger løber videre.

Bemærk: April og maj er betalingsfri måneder jævnfør den hjælpepakke Folketinget vedtog i går.

 

Men hvis virksomheden først ændrer i forskudsopgørelsen i morgen, torsdag 19. marts 2020, annulleres betalingen af B-skat for marts ikke automatisk.

B-skatteraten for marts 2020 vil i dén situation blive trukket på virksomhedens konto. Her kan du dog stadig undgå betaling, hvis du helt sletter betalingsaftalen.

Hvis du vælger at slette betalingsaftalen – vil efterfølgende B-skatterater først blive trukket, når du igen aktivt går ind og opretter en ny betalingsaftale i banken.