Skat og moms, når du har B-indkomst ved freelancearbejde

februar 23, 2020 10:03 am

Der er tre store faldgruber for dem, der arbejder som digitale løsarbejdere. De overser faren for momspligt. De glemmer deres skattefradrag. Og de kender ikke risikoen ved at arbejde sort.

I et notat fra Forskningscentret for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier fra april 2017 blev det anslået, at 42.000 personer havde tjent penge ved at gøre rent, lave havearbejde eller levere anden form for privat hjælp via en digital arbejdsplatform inden for de seneste 12 måneder. Det tal er formentlig for længst steget til over 50.000 personer.

Disse digitale løsarbejdere opfatter sjældent sig selv som erhvervsdrivende, men alligevel sidestilles de skatte- og momsmæssigt på mange måde med sådanne, hvis der ikke foreligger et ansættelsesforhold i forhold til platformen, hvilket normalt ikke er tilfældet.

Indberetning af indkomsten på skat.dk

Tjener du penge via en arbejdsplatform, har du selv ansvaret for at indberette din indkomst til skattemyndighederne. Din samlede indkomst skal via TastSelv indberettes i rubrik 15 på årsopgørelsen.

Indberetter du ikke din indtjening, vil dette – hvis det opdages – som udgangspunkt blive anset for forsætlig skatteunddragelse. Det betyder, at du ikke bare skal betale skatten af indkomsten, men ofte også en bøde, der normalt mindst vil svare til én x skatten. Du kan læse mere om bødereglerne i denne artikel.

Selvom skattemyndighederne ikke automatisk modtager oplysninger om, hvad du har tjent, så betyder det ikke, at det er nemt at snyde. Skattestyrelsen indhenter således jævnligt oplysninger hos arbejdsplatforme om, hvem der har arbejdet for dem, og hvor meget de har tjent, jf. fx denne nye pressemeddelelse. Disse oplysninger sammenholdes derefter med de pågældendes årsopgørelser. I de tilfælde, hvor der synes at mangle en indkomst på årsopgørelsen, vil styrelsen henvende sig til borgeren om forholdet.

Skattefradrag

Du er naturligvis berettiget til fradrag for de eventuelle udgifter, som du har, når du arbejder som løsarbejder, og fradraget gives endda i den personlige indkomst. Det betyder, at fradragene har en skatteværdi på op til omkring det dobbelte af et ligningsmæssigt fradrag for en lønmodtager. Summen af fradragene skal indtastes i rubrik 29 på årsopgørelsen.

Kører du i egen bil til dine opgaver, er dit fradrag ikke som ved lønmodtagerarbejde begrænset til fradrag kun for kørsel ud over 24 km pr. dag og kun med en sats på 1,98 kr. pr. km. Du kan faktisk fratrække 3,56 kr. for hver eneste kørte km. Satserne er de for 2019 gældende. Har du i gennemsnit arbejdet to dage om ugen som løsarbejder i 2019, og har du kørt 40 km pr. arbejdsdag, kan det give en forskel i befordringsfradraget på omkring 10.000 kr. i forhold til, hvad du ville have været berettiget til som lønmodtager.

Moms

Som løsarbejder kan det ikke altid betale sig at tjene over 50.000 kr. på 12-måneders basis. I så fald skal der nemlig afregnes moms ikke bare af den overskydende del, men af hele indtjeningen. Det betyder, at din timeløn skal sættes gevaldigt op, for at du kan beholde den samme nettoindtjening. Hvis Skattestyrelsen bliver opmærksom på, at du har overskredet grænsen uden at have afregnet moms, vil du modtage en momsopkrævning på 20 % af din indtjening. Har du selvangivet indtægten, kan du normalt efterfølgende få nedsat din skattepligtige indkomst med momsbeløbet – og dermed spare skatten af dette – men det ændrer ikke ved, at du kan ende med en mærkbar efterregning.