Kæmpe arbejde med registrering af varebiler

april 3, 2019 6:14 am

Selvom det kun er varebiler, som anvendes til kurérkørsel, der fra 1. juli 2019 bliver omfattet af godskørselsloven, så skal alle landets virksomhedsejede varebiler med en tilladt totalvægt på 2.000 – 3.500 kg nu omregistreres. 

Der findes angiveligt i underkanten af 225.000 virksomhedsejede varebiler i Danmark med en tilladt totalvægt på 2.000 – 3.500 kg. Heraf anvendes formentlig lige under 12.000 til godskørsel for fremmed regning (kurérkørsel mv.).

Fra 1. juli 2019 skal indehavere af sådanne transportvirksomheder – varebilsvognmænd – have en særlig varebilstilladelse, og både vognmændene og deres chauffører skal fra samme tidspunkt have bestået en særlig uddannelse.

Selvom de nye regler kun gælder for en meget lille del af varebilerne, så skal alle varebiler indenfor vægtgrænsen omregistreres inden 1. juli 2019. Også de mange varebiler, som anvendes til firmakørsel.

Varebiler, der anvendes til firmakørsel

Firmakørsel er først og fremmest transport af gods, som tilhører den virksomhed, der er registreret som bruger af varebilen. Der er dog også tale om firmakørsel, når der er tale om gods, som virksomheden lejer, låner, udlåner eller er i besiddelse af med henblik på fx køb, salg eller reparation.

Varebiler, der tilhører håndværks- og byggevirksomheder, og som bruges til transport af materialer og værktøj, anvendes dermed til firmakørsel. Det samme gælder de varebiler, som restaurations- og cateringvirksomheder anvender til udbringning af mad mv. samt øvrige virksomheders varebiler, der anvendes til udbringning af varer og/eller til afhentning af materialer mv.

Alle sådanne biler skal nu omregistreres i motorregistret, og den nye registreringsattest skal medbringes under kørsel i bilen og efter anmodning forevises til politiet. Foretages registreringen ikke, vil kørslen blive betragtet som godskørsel for fremmed regning og kan i værste fald medføre bøde og inddragelse af nummerplade.

Registreringen kan rent praktisk foretages via dette link til motorregistret.dk, hvor man under ”Registrering og Rediger tilladelse” skal indtaste bilens registreringsnummer og under ”Dispensationer og tilladelser” tilføje ”Firmakørsel”.

Varebiler, der anvendes til godskørsel

De nye regler omfatter som nævnt varebiler med en tilladt totalvægt på 2.000 – 3.500 kg og som fragter gods med en samlet vægt på over 11 kg pr. stykgods. På disse biler skal firmaets navn og CVR-nr. være påført med 10 cm høje bogstaver mod normalt 3 cm.

En varebil, der anvendes til sådan transport, skal registreres hertil, og vognmanden skal have en varebilstilladelse, hvorunder bilen skal være registreret. En sådan tilladelse koster 1.400 kr. og gælder i 10 år. Udstedelse af tilladelsen forudsætter blandt andet, at vognmanden har gennemført og bestået en særlig uddannelse – medmindre betingelserne for fritagelse herfor er opfyldt – og at denne har en egenkapital på mindst 13.500 kr. og ikke har gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover.

Chauffører i sådanne varebiler skal senest den 1. juli 2019 have gennemført en særlig chaufføruddannelse. Et uddannelsesbevis koster 340 kr. og er gældende i fem år.