Tønder Revision overtager ViaCount i Toftlund

december 14, 2018 1:39 pm

Tønder Revision overtager revisionsselskabet ViaCount i Toftlund pr. 1. januar 2019.
SLF – Sønderjysk Landboforening – fik tidligere på efteråret en henvendelse fra Tønder Revision om, at de gerne ville overtage SLFs revisionsselskab ViaCount, som ligger i Toftlund. Efter nærmere overvejelser har SLF nu besluttet sig for at tage imod tilbuddet og dermed afhænde virksomheden pr. 1. januar 2019. I stedet vil SLF fremadrettet koncentrere sig om kerneområdet landbrug.

Konstitueret direktør i SLF, Brian Lambertsen udtaler:
-Vi er i gang med en strategisk proces, hvor vi løbende ændrer og tilpasser organisationen. Vi er som rådgivningsvirksomhed også mærket af den krise, der lige nu er i landbruget. Og i den sammenhæng giver det god mening at afhænde vores revisionsselskab ViaCount. På den måde kan vi bedre koncentrere os om vores hovedopgave – forretningsområdet med service og rådgivning til landbrugskunder i Syd- og Sønderjylland.
-Vi er samtidig glade for, at det netop er et velrenommeret selskab som Tønder Revision, der overtager ViaCount.

Udvidelse af kundeportefølje i Sønderjylland
Tønder Revision overtager ViaCount pr. 1. januar 2019. Overtagelsen omfatter såvel kundeportefølje som alle medarbejdere i ViaCount. Desuden overtages de lejemålet på Søndergade 58 A i Toftlund. Tønder Revision, der i dag også har kontor i Toftlund, har et ønske om, på sigt, at rykke sammen på en adresse i Toftlund.
Indehaver registreret revisor i Tønder Revision, Niels C. Høyer, udtaler:
-Vi er glade for at overtage ViaCount, og dermed en spændende kundeportefølje og 9 dygtige medarbejdere. Tønder Revision har allerede en afdeling i Toftlund og har flere kunder i området i forvejen. Med opkøb af ViaCount får vi nu en endnu større kundeportefølje samlet i det sønderjyske område.
Niels C. Høyer fortsætter – vi ændrer navnet til Tønder Revision og har aftalt med Registreret revisor Carsten Duus Nissen, der i dag er leder af ViaCount, at han fremover bliver en del af det fremtidige lederteam i Tønder Revision, et lederteam som ser frem til den nye opgave.