Arbejdsgivere overhører advarsler om at give gavekort

december 12, 2018 7:19 am

Gavekort er stadig en meget populær firmajulegave især i mindre virksomheder. Det er nemlig en dejlig nem løsning. I mange tilfælde giver det imidlertid risiko for en skatteregning til medarbejderne.

Flere medier omtalte i sidste uge en undersøgelse, der viser, at gavekort ligger på andenpladsen på listen over de mest populære firmajulegaver. Mest populært er ikke overraskende de gode gamle julekurve med slik, konfekt, chokolade, vin og/eller specialøl.

Noget kunne dermed tyde på, at der stadig er en del arbejdsgivere – formentlig især mindre virksomheder – som ikke kender skattereglerne og derfor ikke ved, at gavekort i skattemæssig henseende sidestilles med kontanter. Et gavekort kan derfor udløse beskatning hos modtageren, uanset at det ikke kan veksles til kontanter, og uanset at det beløbsmæssigt holder sig inden for grænsen på 800 kr. for de skattefrie julegaver.
Reglen fremgår af skat.dk

At gavekort kan udløse en skatteregning fremgår af skat.dk, hvor man i deres juridiske vejledning kan læse følgende: ”Hvis jule-/nytårsgaverne ydes som gavekort eller kontanter, er gaverne skattepligtige, da de får karakter af løn. Er gavekortene udstedt til specifikke naturalier, kan gavekortet være skattefrit.”

For god ordens skyld bemærkes, at det samme gælder for gavekort, der gives som en lejlighedsgave fx i anledning af en rund fødselsdag eller et sølvbryllup.

For så vidt angår gavekort til specifikke naturalier så har skattemyndighederne tidligere blåstemplet koncepter, hvor medarbejderne i en virksomhed modtager en mail med et link til et katalog hos en ekstern leverandør. I dette kan medarbejderne vælge mellem flere forskellige gaver, der på forhånd er godkendt af arbejdsgiveren. Skattemyndighederne har indtil videre accepteret et udvalg på op til 25 gaver.

Derimod er de traditionelle og meget populære gavekort, der kan indløses i flere forskellige forretninger – typisk udstedt af handelsstandsforeninger eller lignende – sortstemplede. Det samme gælder gavekort til stormagasiner og supermarkeder. Sådanne gavekort gælder nemlig ikke til specifikke varer og sidestilles altså derfor med kontanter.

Nogle tror fejlagtigt, at skattemyndighederne ikke interesserer sig for gavekort, men det gør de skam. Vi har således tidligere set et eksempel, hvor myndighederne efter et kontrolbesøg på en stor arbejdsplads krævede beskatning af mere end 350 gavekort givet som lejlighedsgaver. Det på trods af, at gavekortene havde et gennemsnitligt pålydende på under 300 kr. Enkelte på kun 50 kr.